Få siden læst højt
AA Tekststørrelse
- +

Hvad er whiplash?

Whiplash (piskesmæld) forårsages af fysiske skader og er en kompleks lidelse, der dækker over skader forskellige steder og i forskellige væv. Det opstår typisk, hvis man bliver påkørt bagfra og har fået et kraftigt ryk i halshvirvelsøjle og nakke, hvor hovedet bliver kastet voldsomt og pludseligt tilbage og frem eller omvendt. Ofte opstår der samtidig en hjernerystelse (se også Hjernerystelse). Whiplash kan også opstå ved f.eks. kontaktsport, fald eller vold.

De fleste mennesker, der får whiplash, bliver over tid raske igen. Nogle af dem, der rammes af whiplash, får dog langvarige symptomer. Eksempler på følgevirkninger er smerter i nakke, skulder, arm, lænd, stivhed i nakken, hovedpine, træthed, synsforstyrrelser, svimmelhed, søvnforstyrrelser, lyd- og lysoverfølsomhed, øresusen samt kognitive udfordringer. De kognitive udfordringer kan komme til udtryk ved nedsat læsehastighed og hukommelses-, indlærings- og koncentrationsbesvær. Derudover kan følgevirkninger være psykiske udfordringer, f.eks. på grund af smerter, kriser og et ofte pludseligt ændret liv med hensyn til fysisk formåen, familieliv, arbejdsliv, sport og sociale relationer.


Whiplash i studierelaterede kontekster

Whiplash kan komme til udtryk på mange forskellige måder alt efter graden og forekomsten af dine symptomer, og hvilken videregående uddannelse du går på. Nedenstående beskrivelser fokuserer på, hvilke generelle udfordringer og behov studerende med whiplash kan opleve i forskellige studiekontekster. Du kan muligvis nikke genkendende til nogle af de nedenstående udfordringer, måske kan du ikke.

Du kan bruge dette materiale som inspiration til at sætte ord på, hvad du har behov for i forskellige situationer, så dine undervisere, vejledere og medstuderende bedre kan forstå dig og hjælpe med at gøre dit studieliv lettere. Husk også at fokusere på dine erfaringer fra de gode perioder, dine ressourcer og de positive ting ved at gå på en videregående uddannelse med din funktionsnedsættelse.

Undervisningssituationer

Som studerende med whiplash kan det være, at du er udfordret ved længerevarende stillesiddende arbejde eller aktivt arbejde grundet smerter og stivhed. Det kan betyde, at du f.eks. i undervisningssituationer kan have udfordringer med at sidde ned i længere tid eller ved computer-/skærmarbejde. Måske oplever du også kognitive udfordringer, f.eks. at du har svært ved at huske eller at koncentrere dig. Det kan være, at du oplever, at dine medstuderende lærer hurtigere end dig, og at du skal bruge ekstra energi på at lære det samme. Måske har du også oplevet, at fysisk krævende undervisning kan være udfordrende, hvis du f.eks. skal stå op i lang tid, lave tunge løft eller lave aktiviteter med bøjet nakke. For at imødekomme nogle af de udfordringer, du kan opleve, kan det være en fordel at gøre dine undervisere opmærksomme på, at du har behov for at kunne veksle mellem hvile og bevægelse.

Gruppearbejde

Du har muligvis oplevet at være udtrættet, når du skal have gruppearbejde. Det kan også være, at du nogle gange oplever at være plaget af smerter eller har svært ved at huske og koncentrere dig. Det kan være, at du kan genkende, at du i disse situationer ikke er i stand til at yde det, som du tidligere har kunnet. I de situationer er det ikke ualmindeligt at blive frustreret over de ting, som du ikke kan lige nu. Det kan være en god idé for dig at fortælle dine medstuderende i gruppen om din funktionsnedsættelse og forklare, hvad og hvornår du oplever udfordringer. På den måde har alle i gruppen en forståelse for din situation, og I kan i fællesskab planlægge arbejdet mere hensigtsmæssigt.

Selvstudie og forberedelse

Når du skal sidde og forberede dig selvstændigt, kan du i højere grad planlægge dit arbejde efter dine symptomer, f.eks. dine smerter og niveau af træthed samt behov for at veksle mellem hvile og bevægelse. Du kan måske også bedre variere dine arbejdsstillinger, hvilket kan være en fordel for dig. Det kan være, at du har oplevet, at det er svært at holde koncentrationen eller huske, hvad du har læst, når du skal forberede dig selvstændigt. Og måske kan du have en følelse af, at du har et langsommere arbejdstempo, når fagligt stof skal opfanges og bearbejdes. Overvej i den forbindelse, om du kan søge hjælp til strukturering af og prioritering i pensum. Hvis du har svært ved at læse i fysiske studiebøger, kan du undersøge dine muligheder for at blive medlem af det digitale bibliotek Nota. Med en aktiv SPS-bevilling kan du bestille dine studiebøger i et digitalt format gennem Notas Studieservice.

Eksamen

Det kan være, at du som følge af din funktionsnedsættelse oplever synsproblemer, udfordringer med nedsat læsehastighed eller hukommelses- og koncentrationsbesvær. I den forbindelse kan det måske være svært for dig at nå det samme som dine medstuderende til en tidsbunden skriftlig eksamen. Hvis du oplever at være udfordret af længerevarende stillesiddende arbejde, kan det være relevant for dig at have mulighed for at rejse dig under eksamen og/eller have mulighed for hvile. Det kan være en fordel for dig at undersøge, om du kan få særlige prøvevilkår i forbindelse med eksamen for at kunne imødekomme dit behov om hvile og aktivitet.

Praktik

Når du skal i praktik, kan det være relevant at være opmærksom på, om du har symptomer i form af f.eks. kognitive udfordringer, der påvirker dit arbejdstempo, udfordringer ved fysisk arbejde eller længerevarende stillesiddende arbejde. Det kan være i form af tunge løft, statisk arbejde, arbejde med hænderne over brysthøjde, aktiviteter med bøjet nakke samt stående arbejde i længere tid. Hvis du oplever udfordringer eller symptomer som følge af din funktionsnedsættelse, som kan påvirke dit arbejde i praktikken, kan det være en fordel for dig at snakke med din praktikvejleder eller dit praktiksted om det. På den måde kan praktikken tilrettelægges i forhold til arbejdet og dine opgaver, så du oplever at få en god praktik.

Sociale aktiviteter

Du oplever måske smerter i nakke, lænd, skulder, arm og hoved eller oplever lydoverfølsomhed eller hurtig udtrætning. Det kan også være, at du har oplevet, at dine smerter sætter en begrænsning for din deltagelse i sociale aktiviteter. Omvendt kan det også være, at sociale aktiviteter er der, hvor du samler energi og kan få tankerne væk fra studiet.


Værd at vide

  • Undersøg, om du på din uddannelse, dit praktiksted eller til en eksamen har mulighed for at tilgå steder, hvor du kan hvile dig og/eller lave aktiviteter.
  • Inddrag din studiegruppe i, hvad der opleves som udfordrende, så de bedre kan støtte dig i perioder med fravær som følge af smerter.
  • Overvej at strukturere og fordele pensum, evt. med inddragelse af din studiegruppe, så dit studie opleves som mindre uoverskueligt.
  • Overvej, om du som følge af din funktionsnedsættelse kan have behov for individuelle tilpasninger, hjælpemidler eller anden støtte i dit uddannelsesforløb. Kontakt din studie- eller SPS-vejleder for mere information om dine muligheder. Du kan også læse mere om SPS, dispensation, SU, handicaptillæg til SU, praktik og karriere.

Læs mere

Whiplashforeningen / www.whiplashforeningen.dk

UlykkesPatientForeningen / www.ulykkespatient.dk

Whiplashguiden / www.whiplashguiden.dk