Hvad er stammen?
Stammen er en talelidelse og et socialt kommunikationsproblem. Talelidelsen forhindrer personen i at sige det, vedkommende ønsker at sige på det ønskede tidspunkt. Stammen kan påvirke vedkommendes livssituation, og for nogle kan det med tiden udvikle sig til et invaliderende handicap. Samtalepartnerens reaktion kan også have betydning for, hvor meget en person stammer. Stammen menes at være forårsaget af et samspil af mange faktorer, som både kan være arvelige, psykosociale og talesproglige.
Stammen kan deles op i to udtryksformer: den ydre stammen og den indre stammen. Den ydre stammen er de hørbare stammesymptomer og de synlige medbevægelser. Den indre stammen er de følelser og begrænsninger, som den ydre stammen kan medføre i form af angst, undgåelse eller mindreværdsfølelse. Hos voksne mennesker udgør den indre stammen ofte det største problem på grund af den stigende opmærksomhed på egne symptomer. Konsekvenserne af den indre stammen kan også komme til udtryk ved den ydre stammen, hvor gentagelser, forlængelser og blokeringer af ord ofte bliver hårdere og mere fastlåste. Samtidig forsøger personen muligvis at undgå situationer, der indebærer mundtlig kommunikation.
Behandling af stammen sker ved en talepædagog, hvor der arbejdes med taleteknikker og følelsesmæssige reaktioner på stammen, således at kommunikation kan foregå mindre anstrengt og mere flydende.
Stammen i studierelaterede kontekster
Stammen kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogle stammer ganske let og taler derfor forholdsvis ubesværet, mens andre kan have meget svært ved at tale. Nedenstående beskrivelser fokuserer på, hvilke generelle udfordringer og behov studerende med stammen kan opleve i forskellige studiekontekster. Du kan muligvis nikke genkendende til nogle af de nedenstående udfordringer, måske kan du ikke.
Du kan bruge dette materiale som inspiration til at sætte ord på, hvilke behov du har i forskellige situationer, så dine undervisere, vejledere eller medstuderende bedre kan forstå dig og hjælpe med at gøre dit studieliv lettere. Husk at fokusere på dine erfaringer fra de gode perioder, dine ressourcer eller de positive ting i forbindelse med at læse en videregående uddannelse.
Undervisningssituationer
Det kan være forskelligt, hvordan din stammen viser sig i undervisningssituationer, og derfor kan du måske have forskellige strategier til at håndtere dine talevanskeligheder. Det kan være, at du i nogle situationer føler dig tryg i undervisningslokalet og derfor ikke oplever svære symptomer. Men det kan også være, at du i andre situationer føler dig utryg, frustreret eller skammer dig over din angst. Hvis du undgår at sige noget i plenum eller fremlægge foran andre, kan du måske være frustreret over at brænde inde med viden, idéer eller spørgsmål. Det kan også være, at du føler, at du ikke får det samme faglige udbytte ud af undervisningen som dine medstuderende. Derfor kan det være en god idé at gøre dine undervisere og dine medstuderende opmærksomme på dine vanskeligheder, så de bedre kan støtte dig, hvis du f.eks. vil sige noget i plenum.
Gruppearbejde
Det kan måske være udfordrende at indgå i gruppearbejde på grund af din stammen. Det kan være, at du f.eks. har svært ved at tage ordet, holde en samtale kørende eller formidle faglige pointer, fordi du bliver afbrudt eller giver op. Derfor kan det være en god idé at være åben og fortælle din studiegruppe, hvordan din stammen påvirker dig, så de ved, hvordan de kan støtte dig og give plads til, at du kan udtrykke dine pointer. Det kan dog kræve stor overvindelse, særligt hvis du bruger meget energi på at skjule din ydre stammen. Det kan måske være en hjælp at fortælle om de indre konflikter og angst, som også kan være forbundet med din stammen.
Selvstudie og forberedelse
Ofte vil din stammen ikke påvirke dit selvstudie eller din individuelle forberedelse. Men forberedelse til fremlæggelser eller mundtlige eksaminer kan alligevel give anledning til bekymringer om, hvordan du vil præstere mundtligt. Måske kan du være bange for at ende i svære stammesituationer, hvilket kan medføre, at du mister motivationen eller forsøger at undgå forberedelsen. Det kan være en god idé at afprøve forskellige strategier til mundtlige fremlæggelser, f.eks. talekort, korte sætninger og dybe vejrtrækninger.
Eksamen
Det tager måske længere tid for dig at formulere noget til en mundtlig eksamen. Det kan derfor være en hjælp, hvis du informerer eksaminator og censor om din situation, inden I går i gang. På den måde kan de være opmærksomme på ikke at afbryde, afslutte dine sætninger og give dig den tid, du har behov for. Alt efter hvor udfordret du er af din stammen, kan du kontakte studievejledningen på din uddannelse og høre mere om dine muligheder for særlige prøvevilkår.
Praktik
Hvis du skal i praktik, kan du måske være udfordret af din stammen i starten grundet det nye miljø og de nye kollegaer. Det kan også være, at din praktik indebærer kommunikation med mange mennesker i løbet af dagen. Det kan være en god idé at fortælle dit praktiksted om dine udfordringer, så de ved, hvordan de kan skabe et trygt miljø og understøtte dig, når du skal tale.
Sociale aktiviteter
Måske oplever du, at din stammen kan være en hindring i sociale sammenhænge, f.eks. i frokostpausen, til fredagsbar eller til aktiviteter i forbindelse med studiestart. Det kan være svært at tage initiativ til at tale med nye mennesker eller slutte sig til en gruppe. Det kan i den forbindelse være, at du har brug for mere tid til at komme i gang med det sociale liv sammenlignet med dine medstuderende. I andre tilfælde kan du måske også have behov for at trække dig for at få ny energi. Husk også, at dine stammerelaterede udfordringer vil blive mere overkommelige, når først du er kommet ind i en social kreds, hvor du føler dig tilpas.
Værd at vide
- Selvom du stammer, kan du gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. Det vigtigste for livskvaliteten er dog, at dit uddannelsesvalg styres af dine interesser og ikke begrænses af din stammen.
- Det er muligt at få undervisning hos en talepædagog ved at kontakte kommunens kommunikationsafdeling. Nogle kommuner tilbyder stammegrupper, hvor man møder andre personer, der stammer, og taler om de udfordringer, man kan have.
- På din uddannelse er det muligt at søge om ekstra tid til mundtlige eksaminer. Det vil ikke fremgå på dit eksamensbevis, hvis du er blevet tildelt den mulighed.
- Overvej, om du som følge af din funktionsnedsættelse kan have behov for individuelle tilpasninger, hjælpemidler eller anden støtte i dit uddannelsesforløb. Kontakt din studie- eller SPS-vejleder for mere information om dine muligheder. Du kan også læse mere om SPS, dispensation, SU, handicaptillæg til SU, praktik og karriere.
Læs mere
Stammeforeningen / www.stammeforeningen.dk