Få siden læst højt
AA Tekststørrelse
- +

Hvad er autismespektrumforstyrrelser?

Autismespektrumforstyrrelse er en samlebetegnelse for en række gennemgribende udviklingsforstyrrelser, der er karakteriseret ved symptomer inden for tre kerneområder: afvigende socialt samspil, kommunikation samt begrænset fleksibilitet og forestillingsevne. Autisme er en spektrumbetegnelse, som både påvirker måden, man opfatter verden og interagerer med andre mennesker på. Personer med autisme har alle vanskeligheder inden for samme kerneområder, men deres vanskeligheder påvirker dem forskelligt og i forskellige grader. Det, der er en kognitiv udfordring for ét menneske, kan for et andet menneske være en styrke eller en kompetence.

Mennesker med autisme har generelt svært ved at fortolke verbalt og nonverbalt sprog såsom gestik, mimik og toneleje, og de kan opfatte ting meget bogstaveligt. Desuden er mennesker med autisme ofte sensorisk udfordrede og kan opleve at blive overvældede, når de er ude, da de tager alle sanseindtryk ind. Sansepåvirkninger kan føles mere eller mindre intense, f.eks. en forstærket opfattelse af farver, lyde, berøring eller lugt.

Oplever mennesker med autisme at blive udsat for vedvarende overbelastning, kan dette resultere i stress eller angst.


Autismespektrumforstyrrelser i studierelaterede kontekster

Afhængigt af hvor udfordret studerende med autisme er på de forskellige kerneområder, kan det være forskelligt, hvilke støttebehov den enkelte studerende har. Nedenstående beskrivelser fokuserer på, hvilke generelle udfordringer og behov studerende med autisme kan opleve i forskellige studiekontekster. Du kan muligvis nikke genkendende til nogle af de nedenstående udfordringer, måske kan du ikke.

Du kan bruge dette materiale som inspiration til at sætte ord på, hvad du har behov for i forskellige situationer, så dine undervisere, vejledere og medstuderende bedre kan forstå dig og hjælpe med at gøre dit studieliv lettere. Husk også at fokusere på dine erfaringer fra de gode perioder, dine ressourcer og de positive ting ved at gå på en videregående uddannelse med autisme.

Studiestart

Det kan være, at du har behov for forudsigelighed og en plan, hvilket også vil gælde i studiestarten, hvor alt er nyt og anderledes. Det kan i den forbindelse være en god idé at tage kontakt til din uddannelsesinstitution inden studiestart og få fremvist lokalerne og få en detaljeret plan for studiestarten, som indebærer svar på, hvad der skal ske og i hvor lang tid, samt hvad der er obligatorisk at deltage i.

Undervisningssituationer

Måske oplever du, at du har svært ved at håndtere de sanseindtryk, du oplever, både visuelt, lyde, lugte og berøringer. Det kan f.eks. være, at du har svært ved at koncentrere dig, hvis der er andre omkring dig, der snakker. Det er heller ikke ualmindeligt at blive hurtigere udtrættet, hvis du får mange sensoriske indtryk. I disse situationer kan det være, at du har behov for sensorisk skærmning som f.eks. at trække dig og tage en pause i et andet rum. Det kan også være, at du har oplevet, at det er svært at skabe overblik, og at du har brug for en plan og forudsigelighed i opgaver. Tal evt. med dine undervisere om, at det vil hjælpe dig, hvis de lægger undervisningsmateriale op i god tid, og at de for så vidt muligt holder sig til den plan, der er lagt.

Gruppearbejde

Nogle studerende med autisme kan opleve, at det er udfordrende at kommunikere og interagere i sociale sammenhænge. Det kan være, at du har svært ved at forstå andres reaktioner og behov. Måske oplever du, at du kan bruge længere tid end dine medstuderende på at lære nye mennesker at kende og på at være tryg i relationen. Det kan derfor være en fordel for dig at være tilknyttet den samme studiegruppe over længere tid, så du ikke skal forholde dig til for mange nye mennesker. Tal evt. med din underviser eller studievejleder om dette.

Selvstudie og forberedelse

Du har muligvis behov for en plan og forudsigelighed, men du har måske svært ved at skabe overblik og lægge en plan for dig selv. Det kan derfor være, at du har behov for, at en opgave er konkret beskrevet og nem at gå til. Undersøg evt. dine muligheder for at få hjælp til at skabe overblik og struktur. Dette kan være i form af struktursystemer eller i form af støtte, hvortil en SPS-vejleder kan tilknyttes.

Eksamen

Hvis du har udfordringer med at skabe overblik og struktur, kan det være, at du også har svært ved at håndtere en åben eksamensopgave som f.eks. en analyse. Mere strukturerede og konkrete eksamensopgaver kan måske være mindre udfordrende for dig som studerende med autisme. Du kan undersøge dine muligheder for særlige prøvevilkår til eksamen.

Praktik

Praktik kan både være ensbetydende med nye arbejdsmåder, nye kollegaer og et ukendt sted. Det kan være, at nye og uforudsigelige situationer kan være udfordrende eller overvældende for dig, og måske er dine symptomer mere fremtrædende i disse situationer. Det kan være en god idé at fortælle praktikstedet om din autisme, så de bedre kan støtte og forstå dig og kan tilrettelægge dine opgaver mere hensigtsmæssigt.

Sociale aktiviteter

Måske oplever du, at det er overvældende for dig at deltage i store sociale aktiviteter som f.eks. studiefest eller fredagsbar. Det er ikke ualmindeligt, hvis du bruger meget energi på at tolke og forstå det sociale samspil, og at du derfor bruger meget energi i disse situationer. Derfor kan du have brug for at vide, hvad der skal ske, og have muligheden for at trække dig tidligt. Det kan være, at du trives bedst i mindre sociale grupper, hvor du på forhånd ved, hvad der skal ske, hvad der forventes af dig, og hvem de andre er.


Værd at vide

  • Det kan være en god idé at fortælle din underviser og studiegruppe om din autisme, så de forstår dine udfordringer og behov.
  • Undersøg, om der på dit uddannelsessted er et rum, hvor du kan trække dig tilbage og holde pauser ved behov. Kontakt gerne studievejledningen og forhør dig.
  • Forsøg at skabe overblik, organisere studiet og lave delmål. Måske du har redskaber fra din øvrige hverdag, som du også kan benytte dig af i studiesammenhæng.
  • Overvej, om du som følge af din funktionsnedsættelse kan have behov for individuelle tilpasninger, hjælpemidler eller anden støtte i dit uddannelsesforløb. Kontakt din studie- eller SPS-vejleder for mere information om dine muligheder. Du kan også læse mere om SPS, dispensation, SU, handicaptillæg til SU, praktik og karriere.

Læs mere

Landsforeningen autisme / www.autismeforening.dk

Center for autisme / www.centerforautisme.dk