Få siden læst højt
AA Tekststørrelse
- +

Et godt samarbejde med de studerende

Formålet med minstudieplan.dk er, at studerende med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser skal opleve et mere sammenhængende uddannelsesforløb. Bl.a. kan de studerende oprette en profil og lave en studieplan, dele den med dig som vejleder eller anden ansat, få notifikationer om vigtige datoer, gemme personlige dokumenter og meget mere.

På minstudieplan.dk kan de studerende planlægge deres uddannelsesforløb, så de kan få et overblik over deres uddannelse. Platformen fungerer altså som et planlægningsværktøj. I den forbindelse har du som vejleder eller anden ansat en vigtig rolle i forhold til at være med til at skabe overblik og sammenhæng. De studerende kan nemlig dele deres studieplan med dig, så du har mulighed for at se og ændre i studieplanen. Det kan f.eks. være i forbindelse med praktikforløb, reeksaminer eller sygdomsperioder, hvor det kan være nødvendigt at planlægge og visualisere et alternativt uddannelsesforløb og rykke rundt på datoer, fag eller eksaminer.

Minstudieplan.dk kan på den måde fungere som en alternativ kommunikationskanal, der understøtter samarbejdet mellem studerende, vejledere og andre ansatte, der hjælper med at planlægge de studerendes uddannelsesforløb. Særligt kan minstudieplan.dk være med til at facilitere vejledningssamtaler, være en fælles referenceramme og adressere potentielle udfordringer og støttebehov.

Sådan fungerer planlægningsværktøjet

  • Den studerende opretter en studieplan med studieår, semestre, fag, praktik, eksaminer med mere.
  • Den studerende giver samtykke til at dele sin studieplan med dig som vejleder eller anden ansat.
  • Du modtager en e-mail med et link til den studerendes studieplan, opretter en bruger og åbner derefter linket med to-faktorgodkendelse.
  • Du kan nu se den studerendes studieplan og foretage ændringer.
  • Sammen kan I planlægge den studerendes uddannelsesforløb, og løbende ændre i studieplanen, hvis der opstår behov for dispensation eller anden støtte.
  • I kan downloade en PDF-version af studieplanen, hvis den eksempelvis skal vedlægges en dispensationsansøgning, eller hvis der er brug for at journalisere studieplanen. Husk at aftale det med den studerende, inden du downloader eller journaliserer en studieplan.

Det er i sidste ende de studerendes ansvar at holde studieplanen opdateret. Studieplanen har ikke i sig selv juridisk gyldighed, hvilket betyder, at den hverken forpligter de studerende eller ansatte.


DCUMs anbefalinger til at få mest ud af minstudieplan.dk

  • Gør de studerende opmærksomme på minstudieplan.dk. Når de studerende på forhånd kender planlægningsværktøjet og dets funktioner, kan de igangsætte refleksioner om f.eks. udfordringer eller støttebehov.
  • Brug minstudieplan.dk løbende i vejledningssamtaler med de studerende. Planlægningsværktøjet kan f.eks. facilitere samtaler om dispensationer, praktik, sygdomsperioder eller alternative uddannelsesforløb.
  • Opfordr de studerende til at anvende og dele studieplanen med dig. Dette sikrer en fælles referenceramme og visualisering af den studerendes uddannelsesforløb.

Ung mand sidder i en stol foran en reol med bøger