Få siden læst højt
AA Tekststørrelse
- +

Sådan bruger du minstudieplan.dk

  • Opret din egen profil. Du opretter en profil ved at trykke på “Opret konto” på denne side.
  • Opbyg din studieplan med studieår, semestre, fag, praktikforløb m.m.
  • Tilføj noter og få notifikationer om eksaminer, afleveringer, ansøgninger, dispensationer eller andet på SMS eller e-mail.
  • Gem din studieplan og juster den løbende, hvis der sker ændringer i din uddannelse, eller hvis der opstår behov for dispensation eller anden støtte.

Du kan også samle relevante filer på din profilside, f.eks. ansøgninger og afgørelser, og dele din studieplan med vejledere og andre ansatte, så I sammen kan få et overblik over din uddannelse.

Det er dig, der bestemmer, hvor meget du vil skrive ind i studieplanen. Det vigtigste er, at du bruger den på en måde, der giver mening for dig.

Husk at tale med din studievejleder eller en anden i studieadministrationen, hvis du får brug for at lave ændringer i dit studieforløb. Ændringer, som kun er foretaget på minstudieplan.dk, er ikke gyldige, da det kan kræve en dispensation fra dit uddannelsessted.

Minstudieplan.dk er et planlægningsværktøj og skal give dig som studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse på en videregående uddannelse muligheden for at opleve et mere sammenhængende uddannelsesforløb. Det kan f.eks. være i forbindelse med praktikforløb, reeksaminer eller sygdomsperioder, hvor det kan være nødvendigt at planlægge og visualisere et alternativt uddannelsesforløb og rykke rundt på datoer, fag eller eksaminer.

Vær opmærksom på, at du selv er ansvarlig (herunder persondataretligt) for, hvem du udleverer linket til. Når du deler din studieplan med din vejleder eller andre ansatte, accepterer du samtidig, at modtageren får adgang til de oplysninger, som du har oplyst på studieplanen, f.eks. uddannelse, eksaminer, dispensationer, noter om funktionsnedsættelse med mere.

Det er dit ansvar som studerende at holde studieplanen opdateret. Studieplanen har ikke i sig selv juridisk gyldighed, hvilket betyder, at den hverken forpligter dig som studerende eller uddannelsesstedet, hvis din studieordning ændrer sig, eller du har brug for at rykke rundt på fag, praktik med mere.

Samarbejd med din vejleder

I samarbejde med din vejleder og andre, der hjælper dig med at planlægge din uddannelse, kan I bruge minstudieplan.dk til at få et overblik over dine fag, eksaminer eller praktikforløb og adressere dine støttebehov, dispensationer med mere. Når du deler din studieplan, kan den være en fælles referenceramme i jeres vejledningssamtaler og give jer et visuelt overblik over dit uddannelsesforløb.

Du kan også fjerne en person, som du tidligere har delt din studieplan med, så personen ikke kan tilgå din studieplan længere.


DCUMs anbefalinger til at få mest ud af minstudieplan.dk

  • Opret en profil på minstudieplan.dk så tidligt som muligt og gerne inden studiestart. På den måde kan du danne dig et overblik over dit uddannelsesforløb.
  • Del din studieplan med din vejleder og andre, der hjælper dig med at planlægge din uddannelse. I kan løbende bruge studieplanen i jeres møder og justere den alt efter potentielle udfordringer og støttebehov.
  • Få notifikationer om vigtige datoer og saml relevante dokumenter på din profilside.

Mand med headset kigger ned. Man kan se mennesker i baggrunden.